Når du ringer til vores hotline, får du Zitta, Lene, Henriette eller Åsa i røret, men hvem er de egentlig, og hvordan ser de ud? I dette indlæg går vi tæt på vores fire hotlinere, der sidder og hjælper jer med spørgsmål om AutoPilot.
Vores hotline er til stede alle ugens hverdage fra 09.00-12.30 og 13.00-15.00. I dette tidsrum agerer de sparringspartnere og hjælper netop dig med at klare dagligdagens udfordringer. Du kan i denne miniserie lære de fire kvinder lidt bedre at kende.
Om Lene
Lene er en af de heldige, der ikke har ret langt på arbejde. Hun bor nemlig i Aarhus V med sin mand og deres datter.
Efter gymnasiet og et par sabbatår, søgte Lene ind på Japanske Studier ved Aarhus Universitet og var i forbindelse med studiet i Japan i 3 måneder. ‘Desværre’ brast illusionen om Japan, og Lene tog tilbage til Danmark, hvor hun efter grunduddannelsen skiftede sit hovedfag til tysk. Der var dog to ting, Lene tog med sig hjem fra Japan: maden – i særdeleshed sushi, som hun også betegner som sin livret – og deres bade. Det sidste kan lyde besynderligt, men ifølge Lene handler det i al sin enkelthed om, at man fylder et kar med 42 grader varmt vand, og vasker sig før man går i. Således er man ren, inden man går i bad, og derfor kan man gøre det sammen. Det er både “ret hyggeligt og ressourceeffektivt”.
Selvom Lene bor relativt tæt på arbejdspladsen, så foretrækker hun transportmidler på fire hjul. Hun kan ifølge eget udsagn “seriøst ikke cykle”, da hun både slingrer og fylder en hel cykelsti, så for alles sikkerhed holder hun sig helst væk fra jernhesten.
Star Trek, tysk middelalderrock og korsetter
Hun er meget interesseret i det tekniske, hvilket forklarer hvorfor hun forud for sit job hos AutoPilot ApS sad 6 år som IT-supporter hos TDC. Kundekontakten var altså ikke helt uvant for hende, da hun startede hos AutoPilot ApS. Lene har i dag været en del af vores hotline i hele 9 år. Hun elsker den uformelle tone og kan godt lide, at de i hotline får et mere personligt forhold til kunderne. Udover hotline består Lenes primære opgaver hos AutoPilot ApS i at skrive manualer, og det er også hende, der har kontakten til vores engelske oversætter.
Lene og hotline
Ligesom vores anden hotliner, Henriette, har Lene også været igennem hele Star Trek-universet. Hun beskriver Jean-Luc Picard fra Next Generation som sin favorit. Desuden har hun læst alle Game of Thrones-bøgerne, men har ikke set serien, da det tidsmæssigt ofte kommer i karambolage med sæsonen for amerikansk fodbold, som hun følger nøje med i.
Lene har en alsidig musiksmag, der blandt andet omfatter jazz, blues og country, faktisk alt andet end pop, men hun hælder mest til “hård middelaldermetal med gods i” – jo ældre jo bedre. Når tyske Saltatio Mortis udgiver nyt album, stryger de direkte til tops på hendes Spotify Playliste over mest afspillede.
En par af Lenes helt store hobbyer er strikning og syning. I anledning af 100-årsdagen for Titanics forlis, deltog hun i et projekt, hvor man kunne få tilsendt originale symønstre fra modeblade udgivet den måned, Titanic sank, og efterfølgende dele sine færdige værker og tips og tricks med ligesindede. Det gav Lene så meget blod på tanden, at hun begyndte at bygge korsetter. Derudover syr hun tøj til familien og kostumer til sin datter.
“Hos hotline vil vi gerne forsøge at skabe et personligt forhold til folk, så de føler sig velkomne, når de ringer. Vi fører derfor samtalerne med en uformel tone og tager det i kundens tempo. Vi er nemlig opmærksomme på, at hvert spørgsmål tager den tid, det tager.”