Det er altid gode nyheder, når vores kunder hiver projekter hjem, og dette er ingen undtagelse. Denne gang er det JJW Arkitekter, der netop har vundet et betydningsfuldt renoveringsprojekt.
JJW Arkitekter hiver omfattende renoveringsprojekt hjem
Til vores store glæde har JJW Arkitekter vundet renovering af FSB’s højhuse i Bellahøj. Dette sker i samarbejde med Wissenberg som underrådgiver og Teknologisk Institut og Svend Ole Hansen som konsulenter. Husene er nogle af de først opførte højhuse i Danmark, og har spillet en stor rolle i dansk arkitekturhistorie for måden, man bygger højhuse på.
Med 60 år på bagen er højhusene dog ikke overraskende begyndt at vise tegn på alderdom, og derfor trænger byggeriet efterhånden til en kærlig hånd. Byggeriet består af 266 boliger fordelt på 5 bygninger med 10-12 etager, og renoveringen indebærer blandt andet implementeringen af et nyt og tidssvarende ventilationssystem samt udskiftning af klimaskærme. Vigtigt for projektet er balancen mellem kvalitetsløft og bevaring af det originale byggeri, og vi er overbeviste om, at JJW er de rette til at løfte opgaven.
FOTO © JJW Arkitekter A/S, Carsten Andersen
Afdelingsleder hos JJW Arkitekter, David Ploug, udtaler, at virksomheden har fokus på, at beboerne skal mærke mindst muligt under renoveringsperioden.
”Hos JJW Arkitekter er vi blandt landets mest erfarne arkitekter indenfor socialt bæredygtige renoveringer. Derfor ved vi også, at vi går ind og rører ved noget helt centralt i beboernes hverdag, hver gang vi går i gang med et renoveringsprojekt. Af samme grund går vi til opgaven med en iboende forståelse for beboernes situation, og vil i tilrettelæggelsen af renoveringsarbejdet fokusere på at minimere de gener, renoveringen medfører for beboerne”.
Renoveringen forventes at foregå over en tre-årig periode fra 2017-2020.
Om JJW Arkitekter
JJW Arkitekter blev stiftet i 1986 og er med 90 ansatte en af landets største arkitektvirksomheder. De er organiseret i tre afdelinger: By & Bolig, Læring & Kultur og Erhverv og Sundhed. Bæredygtighed er en integreret del af virksomhedens DNA, og JJW Værkstedet, JJW Arkitekters kontorfællesskab som de selv har designet, har som et af landets første eksisterende kontorbyggerier opnået en guld DGNB-certificering.
I anledning af deres 30 års fødselsdag udgav de jubilæumsbogen ”Særliggørelsen af det almindelige”, som kan downloades fra deres hjemmeside via dette link.
Du kan læse mere om JJW Arkitekter og deres projekter her.